Den serbisk ortodokse Kirke

 

Den ortodokse kirke er en kristen trosretning, der opstod for næsten 1000 år siden, da den oprindelige kristne kirke med paven i Rom som overhoved i år 1054 blev delt i to: Den katolske med paven som overhoved i Rom og østkirken eller den ortodokse kirke med hovedsæde i Konstantinopel, det nuværende Istanbul, med en patriark som øverste leder. Ortodoks betyder “den rette tro”, dvs. at den ortodokse kirke opfatter sig selv som den oprindelige kirke. Dette brud mellem kirkerne kaldes Det store skisma.

Konstantinopel blev erobret af muslimerne i 1453, og derefter blev Rusland det nye centrum for den ortodokse kristendom. Den russiske kirke følte sig som en selvstændig ortodoks kirke og gjorde krav på at få sin egen patriark. Det førte til, at de ortodokse kirker blev nationale kirker, der er selvstændige og har hver deres eget overhoved i form af en patriark eller en ærkebiskop.

I dag er den russisk ortodokse kirke den største af de ortodokse kirker med mere end 100 millioner medlemmer. I Rumænien er der godt 20 millioner ortodokse, mens der er ca. 7 millioner ortodokse i Serbien og Bulgarien. I Grækenland blev den ortodokse kirke gjort til statskirke i 1833 og har mere end 10 millioner medlemmer. I Vesten er det USA, der topper med ca. 5 millioner ortodokse.

Den Serbisk-Ortodokse Kirke er den nationale kirke i Serbien. Den er verdens næstældste slavisk-ortodokse kirke og ledes af det serbiske patriarkat i Beograd. Mange serbere er emigreret til andre lande, derfor har kirken i dag en række trossamfund over hele verden, bl.a. Den Serbisk Ortodokse Kirke i Danmark, der hører under stiftet Storbritannien-Skandinavien.

Grundlægger af Den Serbisk-Ortodokse Kirke regnes for at være apostlen Andreas. Kirken hævder at være i besiddelse af mange betydningsfulde kristne relikvier, eksempelvis Johannes Døberens højre hånd, Sankt Georges hånd og kraniet og liget af Sankt Basilius.

Alle ortodokse kirker følger den gregorianske kalender, som er anderledes end den, vi følger i Danmark som hedder den julianske kalender. Det betyder, at de holder jul senere end os, men Jesus har stadig fødselsdag samme dato: 25. december.

Den serbiske ortodokse kirke i Danmark

 

Den serbisk ortodokse kirke i Danmark blev godkendt som trossamfund af de danske myndigheder i 1998. Den tilhører til det britisk-skandinaviske stift, hvis hovedsæde ligger i Stockholm. Kirken betjenes af én præst Aleksandar Samardzic, der rejser rundt i landet og afholder regelmæssige gudstjenester i bl.a. København, Odense og Silkeborg.
I 2014 købte den serbiske ortodokse kirke i Danmark Bavnehøj Kirke i udkanten af Vesterbro i København. Hele Danmark betragtes som ét sogn under navnet Stormartyr Den Hellige Georgs Sogn. Det bor omkring 10.000 serberne i Danmark. De begyndte at komme hertil efter 1970, hvor der var brug for arbejdskraft fra andre lande.

Lille ordbog

 

I filmen om Slava bliver der brugt mange ord, som er fremmede for os eller meget gammeldags. Her er kort forklaring af nogle af ordene.

Arne – åbent ildsted i et hus. Arnested kan betyde et sted hvor noget opstår og udvikler sig fra. Vi bruger ordet arne i et fast udtryk – hjemmets arne – som symboliserer at hjemmet betragtes som et trygt sted.

Fadder – et dåbsvidne der ved den kristne barnedåb lover at sørge for barnets kristne opdragelse, hvis forældrene ikke kan. Men det betyder også en person der er ophavsmand til eller ansvarlig for et nærmere bestemt område. En fadder til en Slava er den mand, som hjælper kirken med at organisere Slavaen.

Martyr – en person som lider eller dør for en sag, især en religiøs tro. Sankt Georg eller Sankt Jørgen var en kristen martyr som boede i Israel under kejser Diocletians forfølgelser af de kristne. Legenden fortæller, at Georg/Jørgen reddede en by eller en prinsesse i byen fra en drage. Sankt Georg/Jørgen er skytshelgen for den serbisk ortodokse kirke i Danmark og det er ham, der fejres til deres Slava.

Helgen – et kristent menneske der har lidt martyrdøden eller har levet et særligt fromt liv eller har udvirket mirakler. En helgen skal være officielt har anerkendt af kirken og kendes især fra den katolske og den ortodokse kirke. En helgen kan påkaldes og menes at gå i forbøn for menneskene. Den ortodokse kirke opfatter ikke en helgen som et perfekt menneske, men som et menneske, der i særlig grad har taget imod Kristus, og som Kristus derfor kan virke uhindret igennem. En person anerkendes først formelt som helgen efter sin død. Den vigtigste helgen er Jomfru Maria.

Liturgi – er den fastlagte række af handlinger og ritualer som en gudstjeneste består af. F.eks. bøn, trosbekendelse, prædiken og nadver. Ordet kommer fra græsk leiturgia ’embedstjeneste’, af leiton ‘fælles opgave’ og af ergon ‘arbejde’.

Slava

 

Slava er en serbisk ortodoks familiefest, som fejrer den helgen, der beskytter arnen dvs. ildstedet (se ordforklaringer) og familien i gennem året. Slava har rødder i gamle slaviske traditioner, hvor man ærede guddomme, der beskyttede hjemmet. Da kristendommen kom til Balkan, hvor de slaviske folk boede, blev traditionen erstattet af fejringen af kristne helgener.

Slava fejres hvert år på familiehelgenens dag og blandt de mest almindelige er Sankt Nicholas (19. december), Sankt George (6. maj), Johannes Døberen (20. januar), Sankt Dimitrios (8. november) og Sankt Michael (21. november). Hos katolikker og ortodokse har hver dag har sin egen helgen.
Hver familie har deres egen helgen som er helgenen for den dag hvor det først mellem af familie blev døbt. Slava er familiens højtid, man arver den fra far til søn. Hvis datter er ugift kan hun også arve sin fars slava, men de fleste kvinder bliver gift og så fejrer de deres mænds slava. Hvis der ikke er en søn i familien kan en datter fejre sin fars slava som en lille slava. Ikke den vigtigste slava, som er hendes mands, men som en ekstra slava for at hendes egen families helgen ikke forsvinder helt.

Udover familier kan institutioner som f.eks. skoler have en egen slava. Datoen for slavaen vil så være den dag skoen åbnede. Hver kirke har også sin egen slava.
Slava fejres af serbere og andre på Balkan i Serbien, Montenegro, Makedonien, Bulgarien, Bosnien-Hercegovina og Kroatien. Når man fejrer slava går man først i kirke, hvor helgenen æres og derefter spiser man en stor frokost hjemme eller i nærheden af hjemmet.
Til Slava spiser man slavakage. Egentlig er slavakage et almindeligt brød lavet af hvede. Det kaldes en kage, fordi i gamle dage spiste folk på Balkan brød, der var lavet af majsmel. Hvede til brød var en stor lusksus, og derfor blev hvedebrød kaldt kage, selvom der ikke er noget sukker i.

I 2014 blev Slava indskrevet på UNESCOs liste over immateriel kulturarv.

Her kan du læse mere om Serbien og ortodoks kristendom:

 

Læs mere:

Religion.dk

Bog: Henning Dehn-Nielsen: De øst- og centraleuropæiske lande: geografi, politik, historie, økonomi, Frydenlund 2012

Link til Opgaveark